Halloween kostumer

halloween kostumer

Det er ikke rigtigt halloween, hvis man ikke benytter anledningen til at klæde sig ud. Dette gælder både børn og voksne. Især for de mindre børns vedkommende behøves de ikke nødvendigvis at klæde sig ud som noget superuhyggeligt. Men i forhold til halloween kostumer til de større børn og voksne er det bare med at skrue op for rædselsfaktoren!

Her finder du forskellige forslag til halloween kostumer:

Vampyr:

Man kan lave en vampyrudklædning ret enkelt: Brug sort tøj som base til din vampyrdragt. Tag et stykke tøj, evt. et gammelt gardin eller dug som kappe, og hvide handsker til hænderne. Dertil kan man have en høj hat, hvis du ikke har en kan du købe den i second hand eller lave en i karton. Hvid sminke og vampyrtænder fuldender looket.

Græskarkostume til børn:

Til et græskarkostume skal du bruge et orange stykke stof. Klip et hul til hovedet og armene, og polstr stoffet med enten tøj eller puder og knyt det sammen i taljen. Tag en langærmet grøn eller orange trøje og samme farver stømpebukser eller tights indenunder. For at afslutte dit græskarkostume kan du lave en grøn krave med blade og tag den på rundt om halsen. Tegn evt. øjne, næse og mund som en græskarlygte på stoffet. Sæt evt. også gerne en krans med stofblade rundt om hovedet, så har du et fint græskarkostume!

Sort kat:

Det er enkelt at klæde sig ud som sort kat, men ikke desto mindre effektfuldt til halloween. Tag en sort langærmet t-shirt og sorte tights eller bukser som basis. Dertil tager du sorte fingervanter eller handsker på, og du kan bruge en sort fjerboa som hale. Afslut den sorte katteudklædning med diadem, som har påklisterede ører, og en kattemakeup.

Heks:

Heksen er en klassiker til halloween! Tag sort basistøj og en kappe (et gammelt lagen / gardin / stykke stof). Lav selv en heksehat eller køb en færdig i fx BR. Køb også lange falske negle og mal dem sorte eller blodrøde. Dertil en uhyggelig heksemakeup. Glem ikke kosten, som du evt. kan lave ud af et bundt grene og en pind.

Mumie:

At klæde sig ud som mumie til halloween er også et hit. Et mumie kostume kan laves superlet af stofrester, fx et gammelt hvid lagen, som vrides og vikles på som en dragt – husk det ikke må vikles på for stramt. Hav sort eller hvidt tøj på indenunder.

Spøgelse:

Og så til en rigtig halloween klassiker: spøgelseskostumet. At klæde sig ud som spøgelse kræver jo ikke så meget andet end et hvidt lagen, brug et gammelt eller køb et billigt nyt. Klip små huller ud til øjnene, og så er der bare tilbage at øve sig på lidt uhyggelige buh-lyde.