Sjove æggelege til påske

æggejagt

Påsken handler som så mange andre af vores højtider om at spise god mad og at være sammen med familie, slægt og venner. Hvis man vil kombinere gamle anerige traditioner med lege, der er sjove for hele familien, leger man naturligvis æggelege til påske! Normalt skal man jo helst ikke lege med maden, men til påske er det helt legalt at lege med æg!

Pikke æg

At pikke æg er en leg, som går ud på, at man slår æg mod hinanden. Spil med hårdkogte æg – alternativt med ukogte, men så er det bedst at være udendørs. Man slår de spidse ender mod hinanden, og de runde mod hinanden. Man kan være lige så mange deltagere, som man vil. Enten vinder den, der har et helt æg i længst tid, ellers kan man spille sådan, at den, der har et æg, som går i stykker, skal aflevere det til modstanderen. Vinderen er den, som har vundet flest æg, når der kun er ét æg tilbage.

Æggestafet

Æggeløb med et æg på en ske, er måske en af de mest kendte æggelege. ”Æggestafet” er en klassisk stafetleg, hvor man skal balancere et æg på en ske, som man har i munden, og løbe rundt om en markering for derefter at aflevere ægget til den næste holdkammerat. Det hold, som først er færdigt, vinder.

Æggejagt

Den lidt mystiske figur, påskeharen, gemmer chokoladeæg i haven eller i huset, som man skal lede efter – og spise! Man kan også lave en mere udfordrende æggejagt, hvor man skal løse gåder og udfordringer på vejen for at finde påskeægget!

Læs mere om sjove æggejagter her >>

Æggetrilning

Her triller man hårdkogte og gerne malede æg ned ad en bakke. Vinderen er den, hvis æg er kommet først ned ad bakken eller er trillet længst væk. Man kan også spille med æggene som med kugler, hvor man skal ramme andre æg. Visse steder i Europa er det utrolig populært at trille æg, og man samles til påske ved særlige æggetrilnings-bakker, hvor der leges æggelege.

I USA triller man æg langs en bane med en ske på et langt skaft. Den mest berømte æggetrilnings-konkurrence løber af stablen på græsplænen ved Det Hvide Hus på 2. påskedag.

Læs mere om vores påsketraditioner her >>

 

Puste fjer

Puste fjer er en påskeleg, hvor deltagerne opdeles i par, der sammen skal holde en fjer i luften, så længe som muligt. Når fjeren er kastet op i luften, holder parret hinanden i hånden og puster på fjeren, så den ikke falder ned på jorden. Vinderne er det par, der kan holde fjeren i luften i længst tid.

Gækkebreve

I Danmark har vi sendt gækkebreve siden 1700-tallet. Brevpapiret klippes i et fint mønster, der skrives et lille rim, og man vedlægger ofte en vintergæk. Brevet underskrives med prikker (en prik for hvert bogstav i afsenderens navn), og hvis modtageren ikke gætter, hvem der har sendt brevet, skal afsenderen have et påskeæg.

Facebooktwitter

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*