Nytårsfest – sådan bliver nytårsfesten eller nytårsmiddagen noget ud over det sædvanlige!

nytårsfest

Nytåret opleves uden tvivl som årets festligste fest. Vi fejrer mange andre højtider med et andet fokus, for eksempel på børn eller sjove temaer  – men nytåret skal fejres med elegance! Vi skal have lidt finere tøj på, en lidt mere eksklusiv menu med lækre råvarer og flere retter samt champagne i glassene. Og det er da sjovt at holde nytårsfest eller nytårsmiddag og tænke tilbage og gå ind i det nye år sammen med familie eller venner!

Hvordan gør man så nytårsfesten ekstra festlig? Her er nogle helt enkle tips til, hvordan man gør nytårsfesten eller nytårsmiddagen lidt mere elegant  – det handler om påklædning, mad og drikke, om borddækning og om festlege, som man også kan deltage i med lang kjole …

nytårsfest

Påklædning til nytårsfesten

Man får helt sikkert en mere elegant nytårsfest, hvis man beder gæsterne om at klæde sig på til lejligheden. Skriv gerne en dresscode i invitationen, så alle ved, hvad der forventes – de fleste synes, det er sjovt at klæde sig fint på ved særlige lejligheder. Men tag gerne lidt hensyn til, hvad du tror, gæsterne har i garderoben.

Galla:

Ham – Kjole og hvidt eller militæruniform (ikke smoking eller mørk habit).

Hende – Fuld galla, lang kjole og gerne handsker. Valgfri farver, sort eller hvidt er godt til bal.

Smoking:

Ham – Sort eller mørkeblå smoking. Jakken har silkerevers og bukserne silkegaloner. Hvid skjorte, sort sløjfe, sorte strømper og sorte tynde sko.

Hende – Lang eller knækort festlig kjole. Man kan ikke bære handsker til kjolen i dette tilfælde.

Mørk habit:

Ham – Sort, mørkeblå eller mørkegrå habit, hvid skjorte samt slips eller butterfly i valgfri farver, dog hverken sort eller hvid.

Hende – Kjole i festfint materiale såsom silke eller fløjl. Kjolen bør ikke være hellang. Elegant nederdel med top eller jakke kan også bruges.

Jakke:

Jakke indebærer, at man skal klæde sig lidt finere på end til hverdag.

Ham – Jakke eller elegant blazer og bukser uden tilhørende jakke eller jakkesæt. Skjorte, slips eller butterfly.

Hende – Kjole, nederdel, dragt eller et sæt, der ikke er lige så festfint som til mørk habit.

Nytårsmenu – mad til nytårsfesten

Nytårsmenuen skal være lidt festligere og have mindst tre retter, være tilberedt af gode råvarer og gerne være mere raffineret end den sædvanlige treretters menu. Lav gerne en nytårsmiddag, der består af flere retter – det bliver festligt og rigtigt fint med flere lækre retter i små portioner. Tre retter, som er nemme at ”lægge” ind i menuen, er suppe, sorbet og ost. Et menuforslag kan være forret, suppe, hovedret, ost og dessert.

Suppen kan man lave i forvejen og blot varme op og servere elegant i en lille skål eller et glas og tilføje grissini eller sprøde osteflager. En kugle frisk sorbet serveret i et cocktailglas er fint, når man efterfølgende skal fordøje hovedretten, som nytårsaften ofte består af et godt stykke kød. Nogle fine oste, godt knækbrød og for eksempel figenmarmelade er rimelig nemt at diske op med. Hvis man vil udvide menuen, kan man servere to små forretter, eventuelt en vegetarisk og én med kød eller fisk. Og derefter to varme hovedretter, en fiskeret og en kødret.

Drikke til nytårsfesten

Til en menu med adskillige retter skal der være en drik til hver ret. Det kan blive til mange glas vin, hvis man har mange retter. Servér derfor en passende mængde af de forskellige drikkevarer, måske mindre vin til forretten og lidt mere til hovedretten. Har man mange småretter, kan det være godt at servere en vin, der for eksempel passer til både en fiskeforret og suppe, så er det lidt nemmere for gæsterne selv at bestemme, hvor meget vin de vil drikke.

Nytårsfest er ensbetydende med champagne! En champagnedrink er perfekt som velkomstdrink. Champagne og hvid gløgg er en julet cocktail, der også fungerer godt til nytår. Ellers går man aldrig galt i byen med en klassisk Kir Royal eller en champagnecocktail!

Glem ikke de alkoholfri alternativer. Lav for eksempel en punch med frugtsirup eller juice, danskvand og masser af is til børnene og dem, der vil undgå alkohol. Så har du en festlig cocktail med bobler.

Borddækning og dekorationer til nytårsfesten

Borddækning og dekorationer til nytårsfesten

Nytår er guld, sølv og glimmer! Find det fineste porcelæn frem, og dæk bordet med tallerkner, bestik og glas, alt efter hvad der skal serveres. Glem ikke vandglas! Netop til nytår kan man gøre brug af de stofduge, stofservietter og lysestager, der ligger længst inde i skabet!

Små guld- og sølvstjerner er fine at drysse ud over bordet. Et enkelt og billigt trick er at ”krølle” almindelige guld- og sølvgavebånd og lade dem sno sig ned over glas og lysestager på bordet. Man kan også anskaffe serpentiner, festhatte og nytårshorn, og lægge dem på hver tallerken. Til børnene kan man dække op med en sjov dækkeserviet med aktiviteter – det kan være godt til at beskæftige de små mellem retterne.

Du kan hente Grapevines fine dækkeserviet gratis her>>

Hvis der ikke er så mange gæster, kan man nøjes med bordkort eller med at anvise hver gæst en plads. Er man lidt flere, kan det være skægt med en bordplansleg. Har man inviteret gæster, der ikke kender hinanden i forvejen, er det desuden en rigtig god måde at få gæsterne til at mingle på inden middagen.

Her er en færdig bordplansleg til nytårsmiddagen>>

nytårsfest

Underholdning og lege til nytårsfesten

Når alle har klædt sig fint på til nytårsfesten, skal man ikke finde på nytårslege, som er fysisk krævende. Men en lang middag med mange retter vinder ved at have små afbrydelser undervejs. Man kan for eksempel lægge kort under hver tallerken, som gæsterne kan skrive deres nytårsforsæt for det kommende år på, eller de kan skrive deres bedste og sjoveste minder fra året, der gik. Senere tager man en runde om bordet, hvor hver især fortæller, hvad de har skrevet. Det er vigtigt, at man holder det kort og positivt, og man bør tage lidt hensyn til, hvad man ved om gæsterne. Hvis man for eksempel ved, at én har haft et meget dårligt år med sygdom eller en svær skilsmisse, skal man måske undlade at se bagud og i stedet fokusere på dét, gæsterne ser frem til i det nye år. For at gøre det kortfattet kan man nøjes med at lægge små sedler under tallerknerne, hvor der står to-tre korte spørgsmål med plads til at skrive, og sørge for at have blyanter klar. Hvis alle får lov at tænke lidt, inden de skal tale, er det nemmere at fatte sig i korthed.

En quiz, som med fordel kan deles op i nogle spørgsmål ad gangen mellem retterne, er også perfekt underholdning til nytårsmiddagen!

Her er en færdig, sjov nytårsquiz, som på fyndig vis handler om nytår og nytårsfejring med blandede og underholdende spørgsmål, hvor alle kan svare på noget!

Download grapevines nytårsquiz her>>

nytårsquiz